På byrådsmødet i mandags havde Radikale Venstre tre kommentarer under punktet procedure.
Den første indvending handlede om sag 142: For-debat for og igangsætning af planlægning for vedvarende energianlæg ved Overgaard og Sødring.
Radikale Venstre plæderede for, at sagen skulle sendes tilbage til udvalget og opdateres. Sagsfremlæggelsen handler rigtig meget om, hvordan sagen så ud indledningsvis; de pænt store ændringer, der er sket efterfølgende – altså sagens reelle indhold i dag – beskrives praktisk talt ikke.
Vi radikale ytrede ønske om, at sagen behandles på ny, hvor hoved-sagsfremlæggelsen skal indeholde det projekt, som investor slutteligt endte med at fremlægge. Det oprindelig fremlagte projekt skulle følgelig gøres til bilag på sagen, næste gang byrådet behandler sagen… som en form for historik og baggrund.
I går var der her i RV-avisen for Randers kommune, en artikel om et ejendomsprojekt i Helsted – som Socialdemokratiet søgte fremmet for Birch Ejendomme – gennem et ændringsforslag til sag 145. Den sag ønskede Radikale Venstre også skulle tilbage til udvalgsbehandling, fordi den var alt for dårlig belyst… nogle steder ses klare mangler. Sådan lemfældigt må alvorlige sager ikke behandles.
Begge radikale indvendinger blev af vist af Randers Byråds flertal.
Endelig havde Radikale Venstre også procedure på sag 143.: Overordnet politisk stillingtagen til, om de vedvarende energiprojekter ved Purhus og Dalbyneder fortsat skal indgå i Randers Kommunes planlægningsarbejde.
Her drejede det sig om, at Radikale Venstre undrer sig over den sag er kommet på dagsordenen, da Randers Byråd tidligere har besluttet, at de to energiprojekter i Dalbyneder og Purhus skulle afvente Grøn Trepart arbejdet og dets endelige beslutninger.
Byrådet endte med at beslutte, at begge projekter fortsat afventer Grøn Trepart, til Radikale Venstres tilfredshed.
Se og lyt radikales procedure nedenstående… der er to live optagelser.
