Radikale Venstre i Randers kommune

Læserbrev af Poul Rubach, Harridslev, Bestyrelsesmedlem i Radikale Venstre.

Dette spørgsmål skal der tages stilling til under budgetforhandlingerne

Der har desværre flere gange – i de sidste par uger – været udtalelser fra politikere og læserbrevsskrivende borgere om, hvilke plejehjem der skal lukkes.

Nogle borgere fra oplandet ønsker – at det frem for egne plejehjem -, er byplejehjem, der skal lukkes, da landdistrikterne ikke kan tåle mere serviceforringelser. Beboerne fra byplejehjem kan dog ikke bare flyttes få hundrede meter, da der ikke er pladser i nærheden, så resultatet vil blive en total spredning i hele kommunen, væk fra vante omgivelser, familie og venner.

Det er ikke ordentlighed at “hytte sine egne”, for alle plejehjemsbeboere har ret til deres hjem, og ret til at der ikke sås tvivl om dette. 

Det danske samfund er rigere end nogensinde, og der er rigeligt råd til at bevare alle plejehjem. Plejehjemmene er desuden alle centre, med service for omkringboende ældre borgere med tryghed, omsorg og nærhed, og med et engageret personale, der støtter op, når helbredet bliver en udfordring.

Det er en kæmpe frustrationsproces og helbredsudfordrende , når gamle menneskers bolig vakler pga. politikernes overforbrug af skatteydernes penge til ikke-nødvendige tiltag.

Beboerne på plejehjem er svækkede og afhængige af andre, – netop derfor er de visiteret til denne boligform.

Om der er brug for alle nuværende pladser, afhænger udelukkende af visitationsgraden. De ældre skal i dag være mere end almindelig svækkede for at få tildelt en plads. Den meget omtalte “ensomhed hos ældre” i disse år, kan nemt afhjælpes med et lidt lavere visitationsniveau. De ældre fortjener den bedste “sidste tid” hvor de oplever glæde, tryghed og oplevelser med andre.

Af Poul Rubach, Bækkevej 28, Harridslev – bestyrelsesmedlem af Radikale Venstre.
Byrådsmedlem for DF med det udenlandske, men dog europæiske navn “Herr Zimmermann”, prøvede forventelig – men uhæderlig – at miskreditere Morten Østergaard og Radikale Venstre i læserbreve 11/4 i lokalområdet.
Herr Zimmermann påstod, at Morten Østergaard stillede ultimativt krav, om at paradigmeskiftet, skulle rulles tilbage, for at Radikale kunne støtte Mette Frederiksens statsminister kandidatur.

Det er naturligvis ikke sandt, (og det ved Herr Zimmermann godt). Morten Østergaard krævede, at dele af paradigmeskiftet skulle sløjfes.

Her tænkes bl.a. særligt på de flygtninge, der blev sat en fremtid i Danmark i udsigt, ved at lægge sig i selen for at lære sproget, komme i ordinære jobs, opføre sig ordentlig og demokratisk, samt at “ville Danmark.” Altså at integrere sig i befolkningen. Permanent ophold kunne så søges efter 5-8 år.
Den del af indvandrerne, der ønsker at ændre Danmark til et helt andet samfund, bør forlade landet, så snart, det kan lade sig gøre. Dem vil ingen savne.

Når Danmark modtager flygtninge, forventer vi naturligvis, at de tager hjem, når krisen ophører- det er jo meningen med asyl.
Men når krisen/krigen har trukket ud i en længere årrække, bør vi nytænke situationen for disse ulykkelige mennesker. Flygtningene har håb, drømme og tanker om et godt liv – præcist som vi andre.

Mennesker er ikke lodobrikker, der blot kan slås hjem efter forgodtbefindende.

“Arbeit macht frei” er en 80 år gammel parallel om et brudt løfte til en bestemt befolkningsgruppe, som blev udryddet pga. had. Dog er nuværende intentioner naturligvis ikke at udrydde nogle, men blot at de rejser hjem, selv i en tid, hvor Danmark mangler arbejdskraft.
Had til andre befolkningsgrupper, er en ekstrem farlig udvikling, som nogle partier i disse år er eksponent for.

Flygtningene flygtede fra diktator Assad, og nu mener paradigmeskiftetilhængerne, at flygtningene skal hjem og støtte op om den samme mand, der har gift-gasset og tæppebombet store dele af befolkningen, der blot ønskede demokratiske tilstande.

For lidt over 8 år siden startede oprøret i Syrien med fredelige demonstrationer. Befolkningen krævede ytringsfrihed, demokrati og frigivelse af politiske fanger.

Det vandt ikke gehør hos Assad. Demonstranterne blev dræbt eller fængslet, og børnene, der skrev “af med Assad” som graffiti, blev tortureret af regimets hemmelige politi, der bl.a. forbrændte børn ned til 12 års alderen og rev deres negle af.

Assat har lover amnesti til politiske flygtninge, men ingen tør stole på diktatoren.

Tør vi stole på Dansk Folkeparti?