Hvem bliver borgmester fra den 1. januar 2026? Tja, det er nærmest umuligt at forudsige.
Seks partier og lister spiller ind med en spidskandidat, som de selv kalder Borgmesterkandidat. Foruden vi Radikale Venstre drejer det sig om Østbroen, Venstre, Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og SF-Randers.
I storkommunens tid er det kun Socialdemokratiet og Venstre der har siddet på borgmesterposten. Socialdemokratiet i fire valgperioder, og Venstre en enkelt.
De borgmestre Socialdemokratiet har præsteret er Henning Jensen Nyhuus i to valgperioder, og det samme har Randerś nuværende S-borgmester Torben Hansen haft. Venstres enlige borgmester er Claus Omann Jensen.
Spørgsmålet er nu, om Randers storkommunes borgere for første gang får en borgmester fra et tredje parti.
Radikale Venstres kandidat er et tilbud om en centrum-borgmester. En borgmester lige i midten af byrådets politiske spektre. SFs bud er de mest venstreorienteredes bedste bud, og Socialdemokratiet er også et tilbud om en borgmester til venstre i byrådets politiske spektre. Endelig er Venstre og Det konservative Folkeparti højrefløjens indspil til posten.
Østbroen har også udnævnt deres spidskandidat som kandidat til borgmesterposten. Umuligt at sætte Østbroen ind i den normale politiske skala. I disse Tour de France tider kan man vel benævne listen som byrådets gruppetto. I den liste er opsamlet diverse løsgængere, både fra venstrefløjen og højrefløjen. Den ene løsgænger der er samlet op hos Østbroen kalder sig socialist, og deres borgmesterkandidat har i tidernes morgen siddet i Randers Byråd for Venstre. Østbroen er den eneste liste med en officielle borgmesterkandidat.
Journalist Karin Hede fra Randers Amtsavis har i sin kommunevalganalyse givet følgende kommentar om borgmestervalget citat: “Mindre end et halvt år inden byrådsvalget står det helt åbent, hvem der skal lede Randers efter årsskiftet. Det er naturligvis vælgerne, der sætter holdet på valgdagen 18. november. Men der er udsigt til et valg, som kan ende fuldstændig uforudsigeligt. Indtil nu har Randers haft enten en socialdemokrat eller en Venstremand i front. Det kan ændre sig i år” citat slut.
Det bliver utroligt spændende konstituerings-forhandlinger.
I morgen gives der her på siden en kort præsentation af de seks borgmester-kandidater.

