Kategorier
Politik

Radikalt ældreudspil – der adskiller sig fra de røde…

I dag foreslår Radikale Venstre en fleksibel folkepension. Udspillet er vores bud på, hvordan pension og tilbagetrækning skal se ud i fremtiden.

Vi vil gøre folkepensionen til en elastik. Man får lov til at starte den 3 år tidligere. Til gengæld falder beløbet lidt resten af livet.

Den er lige for alle. Uanset om man var tømmerlærling, pædagog eller sad på én af universiteternes læsesale i sin ungdom.

Og i modsætning til Arnepensionen betaler man selv med et lidt lavere pensionsbeløb resten af livet. 

Vi foreslår dermed en markant forenkling af pensionssystemet med kun én fleksibel pension for alle seniorer.

Er man nedslidt, skal man dog fortsat kunne få en højere ydelse enten via seniorpension eller førtidspension. De nærmere detaljer skal fastlægges med arbejdsmarkedets parter.

Vi vil samtidig dæmpe stigningen i pensionsalder. Fordi det er mere rimeligt for vores børn og unge, som derved får samme andel af livet på pension som deres forældre. 

Martin Lidegaard udtaler blandt andet i forbindelse med udspillet:

Modsat de forslag, flere røde partier er kommet med om danskernes pension, foreslår vi i Radikale Venstre at skabe et pensionssystem, der balancerer både hensynet til den enkeltes behov og Danmarks fremtidige økonomi og behov for kvalificeret arbejdskraft.

Med vores fleksible folkepension åbner vi for en helt ny måde at afslutte arbejdslivet på. Nogen vil vælge en fridag om ugen med børnebørnene i de sidste arbejdsår. Andre et par ekstra år på jobbet med udsigt til en forhøjet pension derefter.”