Radikales politiske leder Martin Lidegaard reagerede i går på et forslag om en europæisk atomafskrækkelse. Martin udtaler bl.a.:
“Frankrigs præsident Macron talte tidligere i dag om, hvordan fransk atomafskrækkelse i højere grad kan bidrage til Europas sikkerhed, ikke mindst hvis USA engagerer sig mindre i europæisk sikkerhed gennem NATO. Ifølge Macron kræver den nye tid, som verden befinder sig i, en skærpet atomdoktrin i Frankrig. Derfor vil Frankrig gradvist implementere en mere avanceret afskrækkelse ved at øge antallet af atomsprænghovedet i landets arsenal og søsætte en atomdrevet ubåd i 2036, der kan bære ballistiske missiler. Både USA og UK er ifølge Macron orienteret om ændringen af den franske atomdoktrin. Samtidig åbnede Macron op for et nyt samarbejde med en række europæiske lande, herunder Danmark.
Regeringen holdt efterfølgende et pressemøde her til aften, hvor man erklærerede sig villige til at indgå i en strategisk dialog med Frankrig om et muligt samarbejde i forhold til en europæisk atomafskrækkelse. Det samme vil både Tyskland, Polen, Holland, Belgien, Grækenland og Sverige også indgå i. Regeringen påpegede, at der ikke vil skulle placeres franske atomvåben på dansk grund, at aftalen alene omfatter Danmark og ikke hele Rigsfællesskabet, og at et strategisk samarbejde med Frankrig på området bygger på en militærfaglig anbefaling fra Forsvarschefen. Det skal bemærkes, at Forsvarets Efterretningstjeneste ikke vurderer, at Danmarks deltagelse i et sådant samarbejde øger den militære trussel mod Danmark.
Om vi kan lide det eller ej, er atomvåben den yderste garant for afskrækkelse. Hvis sikkerhedsgarantien fra USA svigter, skal Europa kunne forsvare sig selv. Nu hvor Donald Trump sætter spørgsmålstegn ved Artikel 5, løbende undergraver NATO-samarbejdet, truer med at erhverve sig Grønland og svigter i sin støtte til Ukraine, er det efter folketingsgruppens opfattelse værd at afsøge et samarbejde med Frankrig. Der kan være fordele i en beskyttelse under Frankrigs atomparaply, fremfor kun at være afhængige af USA.
Vi kender ikke detaljerne i Macrons forslag, ej heller hvilken præcis rolle Danmark er tiltænkt. Men principielt hilser vi det velkommen, hvis Frankrig vil tage et større ansvar for europæisk sikkerhed
Lige nu er det USA, der udgør atomparaplyen over det europæiske kontinent. Alt tyder på, at dette ikke vil være holdbart på den lange bane. Derfor forholder vi os konstruktivt til den videre dialog med Frankrig”.
Spændende debatter om emnet venter forude… også i folketingsvalgkampen, må man formode.

