De seneste dage har lokalpressen beskæftiget sig med, at borgmesterpartiet Venstre påtænker at bryde konstitueringsaftalen.
Konstitueringsaftalen er den aftale, som på valgnatten gjorde Claus Omann Jensen, Venstre, til borgmester. Den er under alle omstændigheder sikret i fire år. Alle er med i aftalen undtagen SF.
At bryde konstitueringsaftalen svarer faktisk til, at en af parterne på arbejdsmarkedet bryder hovedaftalen. Så alvorligt kan sagen anskueliggøres. Man skal være meget naiv for at tro, at et brud på hovedaftalen indenfor arbejdsmarkedet vil skabe mere ro og bedre klima mellem arbejdsmarkedets parter. Det bør borgmesteren med hans erhvervsmæssige baggrund da kunne gennemskue.
I dagens Amtsavis udtaler Radikale Venstres 1. viceborgmester følgende konsekvenser ved et brud på denne hellige aftale: “Det vil skabe mistillid og mistro i en grad, der ikke tidligere er set. Det er det mest ulykkelige, der kan ske for Randers Kommune”. Lige så ulykkeligt som hvis arbejdsmarkedets parter ikke respekterer hovedaftalen… kaotiske tilstande bliver konsekvensen.
Radikale Venstre pegede på Omann på valgnatten, med den tro, at Venstre ved man hvor man har. Det siger partiet jo selv, lige som partiet jo altid plæderer for lov og orden. For partiet er ansvarlighed en dyd, og god moral italesætter partiet til alle tider.
Hvis det rigtigt det man hører på rygtebørsen kan det konstateres, at Venstre ved vi ikke hvor vi har, og vi kan ikke stole på partiet, når aftaler indgås. Det er da ikke et brand borgerlige vælgere bryder sig om?
En aftale er er en aftale. Det er god skik for alle byrådsmedlemmer, i nutid og fremtid. Brydes aftaler på må og få, vil det få uoprettelige negative konsekvenser for det lokalepolitiske arbejde i mange år frem i tiden.
Det fortjener borgerne i Randers Kommune ikke.
Red.
