Kategorier
Politik

Randers byråd: Svære budgetforhandlinger i vente – lige om lidt


For første gang i mands minde er der intet rådighedsbeløb, når Randers byråd forhandler det kommende budget. Tvært imod er udgiftssiden 140 millioner kroner større en indtægtssiden. Alvorlige besparelser venter forude. Ja mere ⬇️ kan nævnes. Læs selv nedenstående skriv modtaget fra forvaltningen:

“I lighed med en del andre af landets kommuner kan det konstateres, at Randers Kommunes økonomi er særdeles presset – herunder at det aftalte løft i økonomiaftalen for 2025 slet ikke er tilstrækkeligt til at dække den økonomiske ubalance i vores budget.  

Der er mange elementer i det samlede regnestykke, men grundlæggende skyldes ubalancen særligt to store økonomiske udfordringer:

  • Kommunens udgifter til overførselsindkomster (kontanthjælp, førtidspension mv.). Som oplyst i forbindelse med regnskab 2023, så er kommunens andel af udgifterne til indkomstoverførsler på landsplan steget betydeligt. Da kommunerne under ét kompenseres for udgifterne, er det et økonomisk problem. Revurderingen af budgettet til indkomstoverførslerne viser en gennemsnitlig ubalance på mere end 50 mio. kr. årligt.  
  • Socialområdet mangler midler. Der er ubalance i socialområdets økonomi på gennemsnitligt 65 mio. kr. årligt. Ubalancen skyldes, at der er stigende behov for hjælp blandt borgere, som ifølge lovgivningen skal imødekommes – antallet af dyre sager på området er således stigende, ligesom de gennemsnitlige udgifter i sagerne også stiger. De stigende udgifter på det specialiserede socialområde er en tendens som ses på tværs af landet. Det blev i forbindelse med vedtagelsen af budgetproceduren for 2025-2028 besluttet, at der i forbindelse med de politiske forhandlinger om budget 2025-28 skal tages stilling til, hvorledes genopretningen af økonomien på socialområdet skal gennemføres.  

Der er også en række andre større ændringer på indtægtssiden, som påvirker det samlede resultat negativt – herunder forudsætningerne omkring refusionsindtægterne på landsplan, skatter, befolkningstal.

Når det hele lægges sammen, kan det konstateres, at den samlede økonomiske ubalance i gennemsnit, udgør ca. 140 mio. kr. årligt i 2025 og frem (inkl. ubalancen på socialområdet).  I dette indgår fuld udmøntning af de besluttede 0,5%-effektiviseringskrav i 2027 og 2028 samt de forslag til interne omprioriteringer som vi arbejder med på socialområdet, for at løse udfordringerne med merforbrug på området.

I beløbet er der ikke indregnet økonomiske konsekvenser af jordskredet ved Nordic Waste. Kommunen har modtaget en lånedispensation på op til 375 mio. kr., som kan finansiere kommunens udgifter forbundet med jordskredet. Optagelsen af lån vil dog betyde merudgifter til renter og afdrag i årene frem. Som en del af det samlede budgetmateriale vil direktionen udarbejde forslag til, hvorledes dette kan håndteres”. Slut fra forvaltnings skriv.

Hvordan skal pengene findes? Det er det store spørgsmål i tiden der kommer…

Randers byråd går en svær økonomisk fremtid i møde.