Kategorier
Politik

Godt nytår

Du ønskes et radikalt godt nytår.

Nu går år 2021 for alvor på hæld. Status i både privatlivet, og i det politiske liv kan gøres. Det gør vi så hver og især.
Traditionen er, at Dronning Margrethe den 2. taler til nationen i aften kl. 18.00 og landets Statminister gør det på årets første dag. Begge giver de deres status til os. Corona er nok det mest sikre emne i begge taler, og i vores egne statusser.

Et nyt år begynder lige om lidt; år 2022. I det nye år vil det lokalpolitiske tråd fortsætte sin gang. Ikke nok med det, tillige begynder en ny valgperiode. En periode med nye poster til vi Radikale i Randers kommune, som skrevet tidligere her på siden.

For vores parti bliver den nye valgperiode ekstra spændende, da vi nu overtager den meget vigtige udvalgsformandspost på Børne- og familieområdet. Børns første år i livet er jo utrolig vigtige. Vi radikale ser frem til denne vigtige udfordring med ydmyghed, og med alvor.

Udover radikale skal bestride nævnte meget vigtige udvalgsformandspost, så har liste B også fået sæde i Erhverv- og Plan udvalget. Vi kan vel vel ikke forlange en bedre konstituering. Dertil har vi også 2. Viceborgmesterposten.

Fire spændende år ligger forude for Radikale Venstre i Randers kommune, og vi går efter radikal indflydelse og godt samarbejde med byrådets partier. For os er både ordentlighed og det at være konstruktiv kritisk en del af vores politiske taske. Vi er bevidste om, at økonomiske udfordringer og smalhals også er en del af den politiske virkelighed for Randers byråds partier. Det ville være uærligt ikke at indrømme.

Næste år vil du selvfølgelig løbende kunne læse lokale radikale nyheder her på hjemmesiden.

God nytårsaften til dig og dine. Husk at passe på hinanden, spritte af og holde afstand. Ikke kun for din egen, men også for fællesskabets skyld.

Godt nytår til dig.

REDAKTIONEN