Skatteminister Morten Østergaard var årets politiske taler ved det traditionsrige grundlovsmøde på den radikale Hohøj i Mariager. På en næsten regnfri dag.

Skatteministeren holdt en lang, men særdeles indholdsrig og varieret grundlovstale., hvor der flere gange blev citeret fra Jyske Lov og Grundloven; og relationer blev klargjort. Især Grundlovens bogstav blev flittigt kommenteret, og enhver der overværede Mortens Østergaards fine tale gik fra Hohøjen med ny vunden forståelse af vigtigheden ved vores lands Grundlov.
I talen kom den radikale minister bl.a. ind på frihedsrettigheder og frisind, ligesom menneskerettighederne blev vendt. Radikales klare krav om retssikkerhed i vort land blev mejslet med sten, så enhver i forsamlingen kunne forstå vigtigheden derved. I Danmark er man selvfølgelig uskyldig til det modsatte er bevist. Mange andre emner blev benævnt, og selvfølgelig kom der også ord med omkring skatteforhold, hvor Østergaard redegjorde for sin modstand imod den anonyme sladretjeneste ordning der var under vejs på skatteministeriet hjemmeside; det handler jo om anstændighed, retssikkerhed og den personlige frihed.
Sognepræst i Mariager Stine Tougaard var årets “upolitiske” taler. Også en fin tale, hvor sognepræsten bl.a. slog til lyd for at kristendommen er en meget vigtig ingrediens i vores danske samfund; meget vigtigere end vi går og tror i hverdagen. Hun gav en billedlig beskrivelse af dette ved hjælp af en kop god sort kaffe tilsat sukker. I følge Stine er sukkeret i kaffen et godt billede på kristendommens betydning i vores samfund i fortid, i nutid og skal også være det i fremtiden. Masser af værdierne i vores samfund er oppebåret af kristendommen, var ordene fra Stine Tougaard.
Stine Tougaard mener, at konfirmationsundervisningen er med til at sikre vores børn bedre forstår de værdier der bærer vores samfund, og derfor er konfirmandundervisningen en vigtig del af vores børns opdragelse til at blive gode samfundsborgere . Mariagerpræsten gav et par løftede pegefingre til den lyttende radikale skatteminister og regeringsmedlem. Bl.a. er det ikke godt at konfirmand undervisningen ikke længere skal foregå i den almindelige skoleundervisning som følge af den nye skolereform. Det er en forkert prioritering i følge den lokale sognepræst… den pegefinger kan Østergaard så tygge på i tiden der kommer.
I øvrigt skal det nævnes, at Stine Tougaard er bosiddende i Randers; i bydelen Vorup.
Red.
