Flere borgere i Randers Kommune skal nu kvitte smøgerne – ny rygepolitik er vedtaget.
Alle i Randers Byråd – minus en enkelt socialdemokrat – vedtog en ny rygepolitik. Der stilles nu mere restriktive regler på området, ligesom der også tilbydes en bedre hjælpepakke til de rygere, der ønsker at kvitte smøgerne.
Der har været stor postyr i processen, hvor flere fundamentalistiske regler nu er luget ud; og dét med stor Radikal tilfredshed. Især to regler er blevet “skoddet” til Radikale Venstres tilfredshed – dels forslaget om røgfri parker, dels forslaget om de kommunalt ansatte slet ikke måtte ryge i deres arbejdstid overhovedet…end ikke i deres overenskomstlagte pauser.
Radikales byrådsmedlem Mogens Nyholm udtalte på byrådsmødet, at Radikale Venstre støtter fremlagte kompromisforslag, og uddybede med, at først fremlagte forslag både var formynderisk og hysterisk. Passer ikke til Radikales socialliberale ståsted, hvor vi jo bl.a. også bifalder det personlige ansvar.
Mogens Nyholm sagde tillige at Radikale Venstre siger nej til formynderi og hysteri ved ethvert sundhedspolitisk tiltag i fremtiden. Vi er med på sund fornuft, og vil selvfølgelig arbejde for bedre sundhed for vores borgere på denne fornuftens vej.
De nye og mere restriktive rygeregler har følgende indhold:
I Randers Kommune må rygning ikke foregå i arbejdstiden. Reglerne gælder også e-cigaretter.
Randers Kommunes institutioner, bygninger, køretøjer, materiel og tilknyttede matrikler er røgfrie, dog således, at den enkelte arbejdsplads anviser en rygeplads på matriklen.
Elever på Randers Kommunes skoler/institutioner må ikke ryge i den tid, de er på skolen eller i institutionen, heller ikke udenfor matriklen.
Der må ikke sælges tobak på Randers Kommunes fritids- og idrætsanlæg (reglen træder i kraft ved nye forpakningsaftaler eller forlængelse af eksisterende).
I dagplejehjem skal de primære lege og opholdsrum være røgfri hele døgnet. Hele hjemmet skal være røgfrit i arbejdstiden.
Byrådet tænker rygepolitikken som minimumspolitik, og lægger op til, at de respektive Lokal-MED drøfter om rygepolitikken på de relaterede arbejdspladser skal være mere vidtgående end den vedtagne rygepolitik. Det skal dog fortsat være muligt at ryge i overenskomst fastlagte pauser.
Ti timer varede byrådsmødet i mandags. 10 lange og lige så stormfulde timer, som vi til tider oplever i vores vejrlig.
Indledningsvis skal det nævnes at byrådsflertallet – Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne – ikke var venlig stemt for Radikale Venstres indspil. Desværre fik Gjerlev-Enslev skole ikke nyt håb om en friskole, og desværre vælger et flertal i byrådet at bruge 2.000.000 kroner på en branding, der lige nu er spild af penge, på en “Randersledes-kampagne”. Randersledes-kampagnen giver simpelthen de forkerte associationer i disse tider både i og udenfor Randers Kommune. Stemningen på byrådsmødet i mandags viser tydeligt det meningsløse i en brandingkampagne lige nu.
Bølgerne på mødet var nemlig høje og nåede flere gange stormfulde højder, og det ikke på den gode måde. Enkelte gange var der tæt på orkanstyrke.
Familieafdelingen var oppe at vende, og her er der virkelig udfordringer. Her er der noget at tage fat på. Afdelingen kan ikke løses ved at politikere forsøger at tale positivt (som nogle mener er vejen til et bedre omdømme) , nej det handler om at handle og fortælle sandheden. Vi politikere har et klart medansvar for problemerne, som Radikales viceborgmester Mogens Nyholm fastslog på mødet.
En mailkorrespondance var oppe at vende. Den nye skoledirektør stod skoleret i sagen. Kort fortalt havde skoledirektøren lavet et sarkastisk svar til en byrådspolitiker, og det skal en embedsmand selvfølgelig lade være med at gøre. Han/hun skal kende sin rolle.
På det lukkede møde var der en sag om byrådsmedlemmers tavshedspligt over for hvad forvaltningen orienterer om i de lukkede rum. Selvfølgelig skal byrådsmedlemmer respektere tavshedspligten, men samtidig må det være et klart krav, at politikerne kan have tillid til embedsmændenes orientering og givne fakta. Den tillid skal embedsmænd gøre sig fortjent til, og gør de det, da vil nærværende problematik aldrig være et problem. I storkommunens første år var der aldrig grund til at betvivle orienteringer. Desværre har vi kunnet konstatere huller i vejen de seneste år.
Heidi-sagen var oppe at vende. Beskyldningerne føg rundt i rummet omkring denne ulykkelig sag, hvor Heidi – der var handicappet – jo endte med at tage sit eget liv. Kun Heidi kender sandheden om årsagen hertil, og måske enkelte af hendes pårørende.
Når det er sagt, var det trist at høre byrådsmedlemmers indbyrdedes beskyldninger og anklager, som nok er mere teatertorden, som sandsynligvis er langt fra virkeligheden.
Bilfri sløjfe blev sendt tilbage til MT udvalget for bedre belysning. Radikale mener nu den sag er rigeligt belyst. I 10 år har den været undervejs. Bilerne bør ud, men selvfølgelig skal der findes løsninger for Hotel Randers og varebilerne. Odense har vist en god vej i så henseende.
Beredskabet er under omdannelse, men det er en sag der i den grad kræver lokalpolitisk bevågenhed. Landspolitikernes sparekrav på området virker uigennemtænkt. Udrykningstider/responstider kan blive presset mere end godt er, og det kan blive på bekostning af borgernes sikkerhed og tryghed. DET MÅ IKKE SKE. Vi radikale holder skarpt øje på denne sag.
Afslutningsvis. Der er nogle der mener listerne ene og alene er skyld i byråds-stormen. Enhver der indtræder byrådssalen vil vide, at det ikke er sandt! Slet ikke sandt. Ondt er blevet værre siden forsommeren.
Aftenens julegløgg flyttes til Assentoft på formand Hans Toftdahls adresse. Så vi mødes på Fjorddalen 25 i Assentoft i stedet for. Birgitte er desværre blevet forhindret.
Byrådsmødet i morgen: Vil Omann og Buhl og V-gruppen droppe egen stolthed til fordel for kommunens bedste?
I morgen er der byrådsmøde, og det er årets sidste.
Det er en MEGET lang dagsorden, og byrådsmødet kan meget vel komme til at få en varighed på 7-8 timer. En af grundene er, at partierne/listerne spiller ind med egne forslag. Nogle af indspillende skyldes helt sikkert det dårlige byrådsklima (læs omkonstitueringen!); der har fået visse byrådsmedlemmer ekstra på krigsstien, og nogle af indspillende skyldes at forvaltningen fortjener byrådets opmærksomhed, så at sige; eksempelvis på familieområdet.
Radikale Venstre spiller ind med to forslag ved morgendagens byrådsmøde. Dels foreslår vi at borgerne i Gjerlev-Enslev får lov til at købe deres egen skole, så den bliver til en friskole. Dels foreslår Radikale at brandingprocessen udsættes til bedre tider i byrådet. At bruge 2.000.000 kr. til kommunebranding i en tid hvor klimaet i byrådssalen er historisk turbulent vil simpelthen være spild af gode skattekroner. Radikale Venstre vil hellere bruge pengene til at skabe attraktive rammer for skabelse af kreative arbejdspladser. Det er et af fremtidens bedste væksterhverv. Bedre at vente med brandingen til byrådsarbejdet normaliseres. Læs mere omkring vores aflysning i Din Avis` fine artikel: TRYK HER
Antallet af arbejdspladser er stagnerende. Randers har brug for erhvervspolitisk nytænkning. Den nytænkning spiller Radikale Venstre nu på banen. Der skal handles nu, det burde borgmester-partiets, som gerne kalder sig borgerlige, også indse… de to millioner kroner skal selvfølgelig bruges der hvor de gør nytte.
Desværre kan vi frygte at byrådsflertallets stolthed gør, at Radikale Venstres fine ideer ikke gennemføres, og den nytteløse branding iscenesættes. Det vil være synd og skam. Ligesom det vil være uretfærdigt for folkene i Gjerlev-Enslev om de ikke får lov til at købe deres egen skole, som vi foreslår.