RV-avisen for Randers kommune
Som varslet i går, vil et læserbrev af formand Søren Mikkelsen kunne læses her på platformen.
Læserbrevets indhold handler om grøn omstilling. I indlægget påpeger formanden, at lokale SF-Randers ambitioner med hensyn til grøn omstilling er meget lavere end SF på landsplan.
Randers Amtsavis har også analyseret på lokale SF-Randers omkring partiets manglende lyst til grøn omstilling. Avisen antyder, at det er en af priserne partiet må leve med for at få borgmesterposten – grøn omstilling og klimaet er altså underordnet tema for SF lokalt, i forhold til fine poster… er konklusionen der kan drages af Randers Amtsavis` lederkommentar.
Læserbrevets overskrift lyder: Grøn omstilling kræver modige politikere.
Læserbrev: Nedenstående citat kunne sagtens være begået af Radikale Venstre i Randers Kommune – men det er det ikke. Det er en SF’er.
Citat 11. juni, Randers Amtsavis: ”For når vi taler om den grønne omstilling, kommer debatten ofte til at handle om nationale mål og internationale aftaler. Men i virkeligheden bliver den grønne omstilling gjort mulig af lokale beslutninger. Af kommunalbestyrelser, der tør træffe svære valg. Af lokalsamfund, der er villige til at lægge jord til vindmøller og solceller. Af mennesker, der tager ansvar – også når det ikke altid er den nemmeste løsning”, citat slut.
SF’eren og nyudklækket minister Signe Munk antyder i sit læserbrev, at den grønne omstillings udrulning i den grad er afhængig af kommunebestyrelser … byråd. Helt enig. Den kendsgerning kan blive et problem. For tør de lokale politikere i Danmark træffe de svære valg, der skal til, så udrulning af de grønne energiprojekter sker hurtigt nok? Er de lokale politikere i Danmark modige og beslutsomme nok? Det er sagens kerne – vi skal dels sikre vores nationale energiforsyning hurtigt samt hurtigst muligt gøre os uafhængige af Putins gas.
Lokalt skal vi ikke længere tilbage end april måned for at få bekræftet, at det lokalt i Randers kniber med villigheden og modet til at træffe de nødvendige beslutninger, der skal til, for at den grønne omstilling kan lykkes. Et stort flertal, med ministerens venner fra lokale SF-Randers i spidsen, droppede et kæmpe og ambitiøst energiprojekt med vindmøller og solceller ved Overgaard og Sødring. Vel at mærke på de arealer i Randers Kommune, hvor det er mest oplagt at udbygge den vedvarende energiforsyning. Mangel på mod og beslutsomhed ses desværre i mange danske kommuner.
Radikale Venstre stemte selvfølgelig ja til energiprojekterne i Sødring og Overgaard; på byrådsmødet i april måned.
SF-Randers og flertallets manglende fremsyn og mod i her behandlede energiprojekt fik det radikale byrådsmedlem Mogens Nyholm til at udtale, at skal energiforsyningen i Danmark udrulles hurtigt nok, er det en nødvendighed, at de svære beslutninger om vindmøllers og solcellers placering ikke længere besluttes i kommunerne, men løftes til det nationale niveau – det niveau, som ministeren påpeger fastsætter målene.
Derfor – flyt myndigheden til det nationale niveau.











