
Spentrup er blandt de fire største byer i storkommunen. Det forklarer selvfølgelig, hvorfor byen har høj status i kommuneplanen.
Byen var den største by i det gamle Purhus Kommune, i dag er der et indbyggertal på knap 2.500 indbyggere.
Byen er især kendt for digteren Steen Steensen Blicher, der jo i flere år var bosiddende på præstegården, og som døde i byen den 26 marts 1848.
I øvrigt er der en sjov relation mellem Blicher og Radikale Venstre. Blicher har jo skrevet sangen ”Jyden han er stærk og sej”. På Hohøj i Mariager er der rejst en sten, hvor sangen er indgraveret. Hohøjen er det sted Blicher kaldte til folkemøder i demokratiets spæde begyndelse. I dag ejes Hohøjen af Radikale Venstre, hvor der hvert år holdes Grundlovsmøder arrangeret af lokale Radikale Venstre; så Blicher ide med folkemøder på højen lever stadigvæk.
I Spentrup er der i øvrigt en fin lille mindestue for Blicher, lige ved siden af kirken.
Spentrup har selvfølgelig butiksliv og erhvervsliv, og et fint forenings og idrætsliv. Bemærkelsesværdigt er det, at byens volleybold hold på herresiden spiller i landets bedste række, og på kvindesiden er de også særdeles pænt med. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at byen har noget så sjældent som amerikansk fodbold på deres brede idrætsudbud. Hele to idrætshaller er der i kommunens fjerde største by. Og idræts- og foreningslivet lever på bedste vis.
Spentrup er et fint bevis på, at meget kan lade sig gøre, også uden for Randers by.