Categories
Læserbreve

Politikerne skal gå i takt, lyder opfordringen i en avisartikel efter Vælgermødet på Værket

Læserbrev i Randers Amtsavis den 29. oktober 2013 af byrådskandidat Hans Toftdahl

Toftdahl går gerne i takt, hvis politikken er den rigtige
Toftdahl går gerne i takt, hvis politikken er den rigtige

Radikale Venstre går gerne i takt, nu og i fremtiden. Dog skal politikken være både økonomisk ansvarlig og i social balance. Det har den absolut ikke været i de senere år. Få eksempler herpå:

• På et vælgermøde samme dag som Amtsavisens, kunne Udsatterådets lokale formand Per Schultz-Knudsen berette, at bevillingerne til de borgere, der har det sværest, i indeværende byrådsperiode er forringet med 33 %
• Hvis vores børn skal have lige så gode vilkår som en gennemsnitkommune, skal Randers Kommune bruge ca. 86 millioner kroner mere på børnepasning, end vi gør. Trods dette har byrådet, selvfølgelig for at skabe råd til visse prestigeprojekter, skåret hos børnene i alle år i nuværende valgperiode.
• Der er hul i kommunekassen. Ved at sminke netop vedtagne budget forsøger Socialdemokraterne og Konservative at skjule dette for borgerne – regningen kommer så efter valget.
• I de seneste år har Randers fået forholdsvis flest pålæg om børneanbringelser af Den sociale Ankestyrelse – altså meget sårbare børn svigtes.

Radikale Venstre vil meget gerne det samarbejdende byråd. Men der er stærke politiske grunde til, at vi ikke har deltaget i de seneste års budgetter. Foretagne prioriteringer (og mangel på) og lederskab vil Radikale Venstre simpelthen ikke lægge navn til.

Men nye vinde kan jo komme.

Categories
Læserbreve

Randers kammerorkester betyder noget

Læserbrev i Randers amtsavis den 26. oktober 2013 af byrådskandidat Johanne Kristine Asmussen

Dele af kulturlivet er også kommunal kerneydelse, forklarer Johanne Kristine Asmussen
Dele af kulturlivet er også kommunal kerneydelse, forklarer Johanne Kristine Asmussen

Tirsdag aften var jeg til vælgermøde på Værket. Spidskandidaterne fra alle partier var samlede og vi oplevede en god og indholdsrig politisk debat, hvor vi også så nogle af de mere principielle forskelle på partierne træde frem.

I den allersidste del af debatten meldte Kasper Fuhr fra velfærdslisten ud, at han ikke kender nogen for hvem Randers Kammerorkester betyder noget og at det derfor vil være helt fint at droppe det kommunale tilskud til orkesteret og dermed lukke det.

Kære Kasper Fuhr. Randers kammerorkester har sammen med fx Værket, Egnsteateret, Kulturhistorisk museum, kunstmuseet og andre kommunalt støttede kulturelle institutioner stor betydning for manges glæde ved at bo i Randers Kommune. Mennesker er ikke dyr, der har det godt, bare de bliver passet godt. Som mennesker skiller vi os ud fra dyrene ved at have åndelige behov, som også skal næres, hvis vi skal trives og udvikles.

Der er en stor befolkningsgruppe, der nok skal få stillet sine behov for kulturelle oplevelser også uden kommunens støtte – nemlig de velhavende.  Men der er mange børn der aldrig ville opleve at blive betagede af lyden fra en cello, hvis ikke Kammerorkesteret kom rundt på skolerne. Mange børn ville aldrig komme i teateret, hvis ikke skolerne blev inviteret ind på egnsteateret. Mange borgere i Randers ville ikke have råd til at bruge kulturlivet, hvis ikke kommunen gav økonomisk støtte. Jeg troede velfærdslisten arbejdede for lige muligheder for alle