Forfatter: Poul Rubach

Kategorier
Politik

Skal vi fremover behandle de ældre med værdighed?

Læserbrev af Poul Rubach, Harridslev, Bestyrelsesmedlem i Radikale Venstre.

Dette spørgsmål skal der tages stilling til under budgetforhandlingerne

Der har desværre flere gange – i de sidste par uger – været udtalelser fra politikere og læserbrevsskrivende borgere om, hvilke plejehjem der skal lukkes.

Nogle borgere fra oplandet ønsker – at det frem for egne plejehjem -, er byplejehjem, der skal lukkes, da landdistrikterne ikke kan tåle mere serviceforringelser. Beboerne fra byplejehjem kan dog ikke bare flyttes få hundrede meter, da der ikke er pladser i nærheden, så resultatet vil blive en total spredning i hele kommunen, væk fra vante omgivelser, familie og venner.

Det er ikke ordentlighed at “hytte sine egne”, for alle plejehjemsbeboere har ret til deres hjem, og ret til at der ikke sås tvivl om dette. 

Det danske samfund er rigere end nogensinde, og der er rigeligt råd til at bevare alle plejehjem. Plejehjemmene er desuden alle centre, med service for omkringboende ældre borgere med tryghed, omsorg og nærhed, og med et engageret personale, der støtter op, når helbredet bliver en udfordring.

Det er en kæmpe frustrationsproces og helbredsudfordrende , når gamle menneskers bolig vakler pga. politikernes overforbrug af skatteydernes penge til ikke-nødvendige tiltag.

Beboerne på plejehjem er svækkede og afhængige af andre, – netop derfor er de visiteret til denne boligform.

Om der er brug for alle nuværende pladser, afhænger udelukkende af visitationsgraden. De ældre skal i dag være mere end almindelig svækkede for at få tildelt en plads. Den meget omtalte “ensomhed hos ældre” i disse år, kan nemt afhjælpes med et lidt lavere visitationsniveau. De ældre fortjener den bedste “sidste tid” hvor de oplever glæde, tryghed og oplevelser med andre.

Kategorier
Indlæg

Krystalkugle, regnestok eller gætværk

Læserbrev af Poul Rubach, Bækkevej 28, Harridslev – bestyrelsesmedlem af Radikale Venstre.

Det er tilsyneladende de gamle og svageste borgere på plejecentre, der nu må holde for, da politikerne igen har brugt for mange penge til ikke-nødvendige tiltag.

Der ønskes en nedskalering af de gamles trivsel og tryghed, da den fremtidige økonomiske tildeling ikke engang rækker til demografiudviklingen på området.

5 plejecentre er i spil til at blive nedlagt, og det vil være en katastrofe for dem hver især. Alle centre er desuden samlingssted for omkringboende ældre til forskellige aktiviteter og socialt samvær.

Det nye friplejehjem er næsten fyldt op, og der er 11 – 36 dages ventetid (afhængig af om det er garantiventeliste eller venteliste med specifikt ønske) på ledige boliger blandt de 5 centre, – trods dette ønsker byrådsflertallet at lukke et plejecenter og nedlægge 250 boliger med kald.

Så påstås det, at der er for mange boliger i en kortere årrække, for derefter at mangle boliger.

Når man skruer på visitationskriterierne kan man let få det antal plejekrævende, man ønsker, så det passer ind i regnearket.

Et af argumenterne for besparelserne, er at “ældreboliger med kald” er højt i Randers kommune, men til gengæld er rene plejeboliger under lands- og regionsgennemsnittet. Hvis “ældreboliger med kald” nedlægges, skal de udfordrede borgere serviceres af hjemmeplejen, der i forvejen er underbemandet, og skal have tilført yderligere ressourcer.

At byrådsflertallet vil nedlægge et plejecenter, betyder jo ikke, at de plejekrævende borgere er pist væk, men skal tvangsforflyttes til andre steder, hvis dette rent faktisk er lovligt. De har jo lejet boligen af boligforeningen, og er dermed beskyttet af lejeloven. Jeg har ikke overblik over dette juridiske problem.

At der kan spares noget, sammenholdt med at de ældres værdighed bibeholdes, tror jeg ikke meget på. Derfor den kryptiske overskrift. Mit bedste bud er, provenuet forsvinder og ældreplejen forringes.

Jeg sammenligner med forvaltningens udregning vedrørende skolelukningerne, der skulle give et provenu på kr. 30 mio. om året, så der på nuværende tidspunkt burde være omkring kr. 150 mio. i kassen. Denne kasse er tom og intet blev sparet! Denne groteske regnefejl i superligaklassen gav til gengæld en forringet skolegang og store udgifter til hundredvis af familier med skolebørn. Ingen af de ansvarlige politikere har siden kommenteret denne katastrofe.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det er udviklingstendensen i de sidste 2 årtier med Anders Foghs ønske om minimalstaten efterfulgt af Helle Thorning og Lars Løkkes fremtidsdrømme om konkurrencestaten, der slår igennem, så flere private plejehjem bliver fremtiden. Også her kan vi relaterer til folkeskolen.

De ældre går en usikker fremtid i møde, – desværre….

Kategorier
Læserbreve

Plejecentre midt i efterårsstormen

Læserbrev af Poul Rubach, Bestyrelsesmedlem af Radikale Venstre. Bækkevej 28, Harridslev.

I kommunens boligplan 2020-2025 indgår “Det fremtidige behov for pleje- og ældreboliger”.

Den store udfordring er dilemmaet mellem økonomi og demografi mht. plejeboliger. Hvor mange plejeboliger og “ældreboliger med kald” er der fremtidig brug for?

Tja, det afhænger helt af hvor højt barren sættes, altså hvor svag og hjælpeløs man skal være for at blive visiteret til en plejebolig.

Jeg har førstehåndsindtryk om livet på et plejecenter, da min mor døde denne sommer efter 5 år med kærlig og dedikeret pleje på Tirsdalens plejecenter.

Et halvårs tid før hun flyttede ind, var hun visiteret til en plejehjemsplads, men det var ingen at få. I stedet blev hendes lille rækkehus omdannet til en slags “ældrebolig med NØDKALD” til Tirsdalen, der så sendte hjemmeplejen, når behovet opstod.

Alligevel gik det ikke godt, – hun faldt indenfor og udenfor huset, uden mulighed for at rejse sig. Så en tur med Falck til sygehuset og hjem igen. Det skete flere gange.

Da hun endelig fik plejehjemsplads, fik hun en gevaldig opblomstring bl.a. pga. kvalitetsmad til tiden, mere styr på medicinindtagelse, og en kvalitativ vurdering af min mors totale sygdomssituation og velbefindende samt handlen derefter. Hun kom igen til at læse bøger, og fik igen kvalitet i tilværelsen.

Hun havde faktisk forestillet sig – uden at det dog var realistisk -, at gå ind til Randers, men det blev til gåture til Kristrup centrum med ærinde til Sparekasse, Fakta mm.

I hendes periode på centret blev hun tiltagende svagere, men med personalets observationer og efterfølgende hjælp, fik hun mange gode perioder igen.

Det er min klare overbevisning, at der ikke kan spares på dette område. Tværtimod bør det være lempeligere at blive visiteret til en plejehjemsplads. At nedlægge et plejehjem, er naturligvis en umiddelbar besparelse, men øgede udgifter til hjemmeplejen, sygehus og ringere livskvalitet for de svage ældre er følgevirkningerne.

At man på sigt vil medlægge “Ældreboliger med kald”, betyder unægtelig større utryghed for de ældre og tidligere overførsel til plejehjemspladser, som jo er meget dyrere.

I pressen er der for tiden fokus på “ensomme ældre”, og netop “ældreboliger med kald” vil jo dæmme op på dette problem. Dronningborg og Havndal klarer med succes denne problemstilling.

Det var Venstres Jørgen Winter, der i 90’erne lancerede “Længst mulig i eget hjem”, og her er jeg meget enig, hvis det er den ældres ønske. Det bør ikke være en spareøvelse, hvilket ikke var Jørgen Winters intentioner.

Kommunens fattes penge, så der bør i stedet spares på ikke-nødvendige tiltag, evt. en mindre skattestigning.

Kategorier
Politik

Ordentlighed

Af Poul Rubach, Bækkevej 28, Harridslev – bestyrelsesmedlem af Radikale Venstre.
Byrådsmedlem for DF med det udenlandske, men dog europæiske navn “Herr Zimmermann”, prøvede forventelig – men uhæderlig – at miskreditere Morten Østergaard og Radikale Venstre i læserbreve 11/4 i lokalområdet.
Herr Zimmermann påstod, at Morten Østergaard stillede ultimativt krav, om at paradigmeskiftet, skulle rulles tilbage, for at Radikale kunne støtte Mette Frederiksens statsminister kandidatur.

Det er naturligvis ikke sandt, (og det ved Herr Zimmermann godt). Morten Østergaard krævede, at dele af paradigmeskiftet skulle sløjfes.

Her tænkes bl.a. særligt på de flygtninge, der blev sat en fremtid i Danmark i udsigt, ved at lægge sig i selen for at lære sproget, komme i ordinære jobs, opføre sig ordentlig og demokratisk, samt at “ville Danmark.” Altså at integrere sig i befolkningen. Permanent ophold kunne så søges efter 5-8 år.
Den del af indvandrerne, der ønsker at ændre Danmark til et helt andet samfund, bør forlade landet, så snart, det kan lade sig gøre. Dem vil ingen savne.

Når Danmark modtager flygtninge, forventer vi naturligvis, at de tager hjem, når krisen ophører- det er jo meningen med asyl.
Men når krisen/krigen har trukket ud i en længere årrække, bør vi nytænke situationen for disse ulykkelige mennesker. Flygtningene har håb, drømme og tanker om et godt liv – præcist som vi andre.

Mennesker er ikke lodobrikker, der blot kan slås hjem efter forgodtbefindende.

“Arbeit macht frei” er en 80 år gammel parallel om et brudt løfte til en bestemt befolkningsgruppe, som blev udryddet pga. had. Dog er nuværende intentioner naturligvis ikke at udrydde nogle, men blot at de rejser hjem, selv i en tid, hvor Danmark mangler arbejdskraft.
Had til andre befolkningsgrupper, er en ekstrem farlig udvikling, som nogle partier i disse år er eksponent for.

Flygtningene flygtede fra diktator Assad, og nu mener paradigmeskiftetilhængerne, at flygtningene skal hjem og støtte op om den samme mand, der har gift-gasset og tæppebombet store dele af befolkningen, der blot ønskede demokratiske tilstande.

For lidt over 8 år siden startede oprøret i Syrien med fredelige demonstrationer. Befolkningen krævede ytringsfrihed, demokrati og frigivelse af politiske fanger.

Det vandt ikke gehør hos Assad. Demonstranterne blev dræbt eller fængslet, og børnene, der skrev “af med Assad” som graffiti, blev tortureret af regimets hemmelige politi, der bl.a. forbrændte børn ned til 12 års alderen og rev deres negle af.

Assat har lover amnesti til politiske flygtninge, men ingen tør stole på diktatoren.

Tør vi stole på Dansk Folkeparti?