Kategorier
Politik

Ordentlighed

Af Poul Rubach, Bækkevej 28, Harridslev – bestyrelsesmedlem af Radikale Venstre.
Byrådsmedlem for DF med det udenlandske, men dog europæiske navn “Herr Zimmermann”, prøvede forventelig – men uhæderlig – at miskreditere Morten Østergaard og Radikale Venstre i læserbreve 11/4 i lokalområdet.
Herr Zimmermann påstod, at Morten Østergaard stillede ultimativt krav, om at paradigmeskiftet, skulle rulles tilbage, for at Radikale kunne støtte Mette Frederiksens statsminister kandidatur.

Det er naturligvis ikke sandt, (og det ved Herr Zimmermann godt). Morten Østergaard krævede, at dele af paradigmeskiftet skulle sløjfes.

Her tænkes bl.a. særligt på de flygtninge, der blev sat en fremtid i Danmark i udsigt, ved at lægge sig i selen for at lære sproget, komme i ordinære jobs, opføre sig ordentlig og demokratisk, samt at “ville Danmark.” Altså at integrere sig i befolkningen. Permanent ophold kunne så søges efter 5-8 år.
Den del af indvandrerne, der ønsker at ændre Danmark til et helt andet samfund, bør forlade landet, så snart, det kan lade sig gøre. Dem vil ingen savne.

Når Danmark modtager flygtninge, forventer vi naturligvis, at de tager hjem, når krisen ophører- det er jo meningen med asyl.
Men når krisen/krigen har trukket ud i en længere årrække, bør vi nytænke situationen for disse ulykkelige mennesker. Flygtningene har håb, drømme og tanker om et godt liv – præcist som vi andre.

Mennesker er ikke lodobrikker, der blot kan slås hjem efter forgodtbefindende.

“Arbeit macht frei” er en 80 år gammel parallel om et brudt løfte til en bestemt befolkningsgruppe, som blev udryddet pga. had. Dog er nuværende intentioner naturligvis ikke at udrydde nogle, men blot at de rejser hjem, selv i en tid, hvor Danmark mangler arbejdskraft.
Had til andre befolkningsgrupper, er en ekstrem farlig udvikling, som nogle partier i disse år er eksponent for.

Flygtningene flygtede fra diktator Assad, og nu mener paradigmeskiftetilhængerne, at flygtningene skal hjem og støtte op om den samme mand, der har gift-gasset og tæppebombet store dele af befolkningen, der blot ønskede demokratiske tilstande.

For lidt over 8 år siden startede oprøret i Syrien med fredelige demonstrationer. Befolkningen krævede ytringsfrihed, demokrati og frigivelse af politiske fanger.

Det vandt ikke gehør hos Assad. Demonstranterne blev dræbt eller fængslet, og børnene, der skrev “af med Assad” som graffiti, blev tortureret af regimets hemmelige politi, der bl.a. forbrændte børn ned til 12 års alderen og rev deres negle af.

Assat har lover amnesti til politiske flygtninge, men ingen tør stole på diktatoren.

Tør vi stole på Dansk Folkeparti?