Slut med at vente – nu vil vi ud at hente

Læserbrev i www.byen.nu den 8. oktober 2013 af borgmesterkandidat Mogens Nyholm

Mogens Nyholm og Radikale vil en radikalt anderledes erhvervspolitik
Mogens Nyholm og Radikale vil en radikalt anderledes erhvervspolitik

Randers nr. 88 på erhvervsklimaet, klart dumpet.

Der er masser af plads til vækst i Randers Kommune. Dygtig faglig arbejdskraft, ledige erhvervslejemål, attraktive boligområder, god trafikal infrastruktur med motorvej og havn, universitetsbyer i nærheden, der uddanner dygtige ingeniører, økonomer og videnskabsmænd. Alt dette venter blot på at blive udnyttet. Disse muligheder til trods ligger Randers Kommune som nr. 88 ud af 96 kommuner i Dansk Industris undersøgelse af lokalt erhvervsklima. Vores nabokommune Favrskov ligger på en flot 4. plads, og alle vores nabokommuner klarer sig bedre end os. Det er altså ikke landsdelen der er noget i vejen med.

I Randers Regnskov venter de på at krokodillerne vokser sig store. I Randers Kommune har man indtil nu også blot ventet på at blive opdaget af den store omverden. Det er ikke godt nok.

Udfordringerne her i Randers Kommune ses også ved den kendsgerning at vi september 2013 kun har solgt erhvervsgrunde for kr. 870.212 i år.

Radikale Venstre har højere ambitioner. Effektiv erhvervspolitik er proaktiv erhvervspolitik.

Vi vil hente viden til kommunens erhvervsliv ved at gøre Randers til en markedsplads, hvor forskerne og erhvervsliv mødes, så også små og mellemstore virksomheder kan omsætte teknologi til forretning.

Vi vil hente kontakter til Randers ved sammen med SMV’er og ejendomsmæglere på messer f.eks. i Hannover at gøre opmærksom på kommunens muligheder.

Vi vil hente talenterne fra erhvervsskolerne og bringe dem ud til erhvervslivet. Vi vil skabe synlighed om byens dygtige faguddannede arbejdskraft ved at invitere erhvervsskolernes elever til at vise deres potentiale ved årlige konkurrencer om løsning af opgaver, som det lokale erhvervsliv stiller.

Vi vil hente jobcentrets fokus hen, hvor den bliver til nytte for erhvervslivet.

En anstændig velfærd for kommunens børn og voksne kan kun opretholdes med et stærkt konkurrence- og bæredygtigt erhvervsliv.

Slut med at vente – nu går vi ud og henter!

Udgivet i Læserbreve Etiket: , , ,