Radikal velfærd

Læserbrev i Randers Amtsavis den 27. august af byrådskandidat Johanne Kristine Asmussen; Langå.01

Johanne taler for velfærd indeholder andet end varme hænder
Johanne taler for velfærd indeholder andet end varme hænder

Tak til Heidi Odby Skjøttgaard for hendes svar i Amtsavisen den 24. august på mit spørgsmål angående Velfærdslistens syn på hvad velfærd er. Det er dejligt med en debat om den grundlæggende forskel på Radikale Venstre og Velfærdslisten.

For mig er verden ikke helt lige så sort/hvid som Velfærdslisten gør den til, og for mig er velfærd ikke alene et spørgsmål om varme hænder. Jeg er fuldstændig enig med Heidi i, at det er vigtigt, at vi behandler hinanden med respekt og anerkendelse og at vi viser hinanden omsorg, nærvær, fortrolighed og tillid. Men for mig er det også vigtigt, at vi har en natur og et kulturliv der blomstrer. Det er her vi kan søge efter svar på livets store spørgsmål. Det er her vi reflekterer over verdens gang og vores egne handlinger. Naturen er ligefrem vores livsgrundlag! Ja for mig er erhvervslivet også vigtigt. Et stærkt erhvervsliv skaber arbejds- og praktikpladser, sponsorere projekter af mange slags og meget meget mere. De penge kommunen investerer i erhvervslivet kommer mange gange igen.  Også cykelstier og snerydning er velfærd.

Heidi og jeg kan sagtens blive enige om at forligspartierne (heriblandt  Kasper Fuhr) i det nuværende byråd i alt for høj grad har prioriteret store prestigeprojekter på tidspunkter, hvor der samtidig er blevet skåret voldsomt ned på varme hænder. Om nogen har Radikale Venstre kæmpet imod dette.

At være radikal er altså ikke helt lige så enkelt, som at kæmpe for Velfærdslisten. Prioriteringerne bliver sværere og mere nuancerede. Heidi kalder det utroværdigt. Jeg synes, det er troværdigt, at blive ved med at insistere på at velfærd selvfølgelig er varme hænder, men også langt mere end det. Så ambitiøse er vi i Radikale Venstre i Randers kommune.

Udgivet i Læserbreve Etiket: , ,