Folkeskolen er hjertet i samfundet

Læserbrev i Randers Amtsavis den 2. maj 2013, af byrådskandidat Johanne Asmussen

Hvert år pumper hjertet en årgang unge mennesker ud af folkeskolen og en årgang børn suges ind til 10 års udvikling og dannelse. Som samfund ønsker vi at de kommer ud som individer der kan deltage aktivt i demokratiet og tage positivt del i samfundet.

Hvert lille individ der starter i skolen er unikt. De har forskellige evner og muligheder og har vidt forskellige erfaringer med i bagagen. For at de hver især skal få det bedst mulige ud af deres skoletid, kræver det nogle lærere, der ser den enkelte og som kan tilrettelægge undervisningen, så alle elever bliver tilgodeset. Som samfund må vi arbejde for, at lærerne er fagligt dygtige, engagerede og velforberedte. Lærerne er rygraden folkeskolen.

I Randers har vi rigtigt mange virkeligt dygtige lærere. De bør anerkendes for det meget værdifulde arbejde de udfører. Hvis der findes lærere der af forskellige årsager ikke er fagligt dygtige, ikke er engagerede eller ikke er velforberedte, har vi en vigtig ledelsesopgave for skolelederne – lad os kalde det ledelsespligt!

Lærernes forberedelse bør ikke være en ret de kæmper for, men en naturlig del af deres arbejde. I regeringsindgrebet, der nu afslutter konflikten på lærerområdet, ser det ikke ud til, at lærernes forberedelse er blevet sikret. Radikale Venstre i Randers Kommune vil arbejde for, at der i Randers Kommune altid vil være ordentlig forberedelse til en undervisningslektion.

Folkeskolen er hjertet i samfundet, men uden rygraden til at bære det hele er hjertet ikke meget værd.

Udgivet i Læserbreve Etiket: , ,