Svømmebads økonomi minder om Brixtofte og Farum

Læserbrev i Randers Anmtsavis den 9. juni 2012 af byrådsmedlem Mogens Nyholm

Vil du lave forretninger med et selskab, der reelt er teknisk insolvent, som har en likviditetsbeholdning tæt på nul, og som ydermere har kørt med underskud i de seneste par regnskabsår?

Nej, vel?  Randers Kommune og byrådsflertallet er tæt på at lave forretninger med et sådant selskab.

Byrådsflertallet vil nemlig gerne have et nyt svømmebad, hvilket Radikale Venstre egentlig også ønsker, hvis det er ansvarligt.

Lige nu har kommunen desværre ikke selv råd til at bygge og drive et nyt stort svømmebad, og derfor sonderer byrådsflertallet, om der eventuelt kan laves et såkaldt OPP samarbejde med nogle private virksomheder, som så anlægger og driver svømmebadet. Et samarbejde, hvor kommunen bl.a. forpligtes til at give den private virksomhed en årlig lejeindtægt på hele 12 millioner kroner, i 28 år.

Radikale Venstre har længe bedt forvaltningen om OPP partnerens regnskaber. Årsagen til ønsket om at se de seneste års regnskaber, er den kendsgerning, at kommunen også har en tilbagekøbspligt af svømmebadet på 116 millioner kroner i de tre første tre driftsår, hvis OPP-selskabet går konkurs. Tilbagekøbspligten – der aftager gradsvis efter de første tre år – kan kun betragtes som en form for kommunal pantsætning, der i værste fald kan betyde blodige besparelser på de kommunale kerneydelser, hvis det går galt med svømmebadets økonomi.

Efter at have analyseret regnskaberne for årene 2009 og 2010 er Radikale Venstre desværre nødt til at sige klart Nej til OPP-svømmebadet; alt andet vil være uansvarligt.

Alle økonomiske advarselslamper, der tænkes kan, blinker hos OPP- partneren, som anført indledningsvis. At Nyhuus ikke evner at se de store økonomiske risici, i den her sag, kan ikke overraske. Nyhuus` økonomiske lederskab minder jo i forvejen på lange stræk om Peter Brixtoftes Farum.

Til gengæld er det overraskende og urovækkende, at Radikale Venstre åbenbart er det eneste byrådsparti, der har bedt om at kigge OPP partnerens økonomi og know how i kortene.

Enhver der læser OPP partnerens regnskaber vil sande, at en implementering af det aktuelle OPP svømmeprojekt er alt for risikabelt; kommunen bør finde en anden forretningspartner.

Udgivet i Læserbreve Etiket: , , ,